åbner i nyt vindue
UPDATE 16. september 2024

watchOS 11 fås fra i dag

Drag fordel af notifikationer om søvnapnø, appen Vitalparametre, træningsbelastning, yderligere tilpasningsmuligheder for aktivitetscirkler, en mere personligt tilpasset Smart stak-funktion og meget mere
Tre Apple Watch Series 10-enheder viser de tilgængelige opdateringer i watchOS 11, herunder appen Vitalparametre og den mere intelligente Smart stak-funktion.
watchOS 11, der frigives i dag, byder på supernyttig indsigt i brugernes sundhed og fitness samt mere personlig tilpasning end nogensinde før.
Apple har i dag lanceret watchOS 11, der leverer supernyttig sundheds- og fitnessrelateret indsigt samt endnu mere personlig tilpasning, intelligens og flere måder at holde forbindelsen på, til verdens mest populære ur.
Apple Watch tilbyder nu en funktion, som hjælper med at identificere tegn på søvnapnø1, og den nye app Vitalparametre, der giver brugerne mulighed for hurtigt og nemt at tjekke vigtige sundhedsparametre, så de får et bedre indblik i deres sundhed.2 Muligheden for at måle træningsbelastning hjælper brugerne med at træffe mere velinformerede beslutninger, når de træner, for at forbedre deres kondition og præstationsevne, og aktivitetscirkler kan nu tilpasses yderligere. Apple Watch og appen Sundhed på iPhone og iPad tilbyder også yderligere støttefunktioner til brugere, som er gravide.
Smart stak-funktionen og Fotos-urskiven anvender intelligens til at give en mere individualiseret oplevelse, og Tjek ind, appen Oversæt og nye muligheder for håndbevægelsen dobbelttryk vil være tilgængelige på Apple Watch, så din brugeroplevelse bliver endnu mere nyttig og forbundet.

Notifikationer om søvnapnø

Apple Watch Series 9, Apple Watch Series 10 og Apple Watch Ultra 2 tilbyder nu en funktion, som kan hjælpe med at identificere tegn på søvnapnø. For at registrere tegn på søvnapnø bruger Apple Watch det indbyggede accelerometer til at overvåge små bevægelser af håndleddet under søvn, som er forbundet med afbrydelser i normale åndedrætsmønstre. Det sker via en ny måling på Apple Watch, som hedder Vejrtrækningsforstyrrelser. Brugerne kan se data for deres natlige vejrtrækningsforstyrrelser i appen Sundhed, hvor antallet klassificeres som forhøjet eller ikke forhøjet, og målingerne kan vises over en måned, et halvt eller et helt år.
iPhone 16 Pro viser en brugers data for Vejrtrækningsforstyrrelser i et diagram med teksten “Ikke forhøjet.”
Brugerne kan se data for deres natlige vejrtrækningsforstyrrelser i appen Sundhed, hvor de klassificeres som forhøjet eller ikke forhøjet.
Hver 30. dag analyserer den nye algoritme til notifikationer om søvnapnø data om vejrtrækningsforstyrrelser, så Apple Watch kan underrette brugeren, hvis der observeres tegn på søvnapnø. Notifikationen viser det tidsrum, hvor den potentielle søvnapnø opstod, sammen med oplysningsmaterialer om, hvor vigtigt det er at søge behandling. Den omfatter også en PDF-fil med tre måneders data om vejrtrækningsforstyrrelser, oplysninger om notifikationen og yderligere information, der kan bruges, når man taler med en læge.
Notifikationer om søvnapnø drager fordel af den avancerede processorkraft fra S9 SiP og S10 SiP og videnskabeligt underbyggede algoritmer. Efter FDA 510(k)-godkendelse og godkendelse hos andre internationale sundhedsmyndigheder er notifikationer om søvnapnø nu tilgængelige i mere end 150 lande og områder, herunder USA, EU og Japan.
iPhone 16 Pro og Apple Watch Series 10 viser begge teksten “Mulig søvnapnø”, og på iPhone 16 Pro er der mulighed for at få flere oplysninger.
Apple Watch viser nu notifikationer om søvnapnø og bliver dermed endnu bedre til på intelligent vis at varetage brugernes sundhed.

Appen Vitalparametre

Den nye app Vitalparametre giver brugerne mulighed for at få et overblik over deres daglige sundhedsstatus og tjekke bemærkelsesværdige sundhedsparametre efter en nattesøvn, så de nemt kan se, hvilke parametre der er uden for normalområdet. Brugerne kan modtage en notifikation, når to eller flere målinger er uden for normalområdet, sammen med en besked med oplysninger om, hvordan ændringerne i de pågældende målinger kan være knyttet til andre aspekter af deres livsførelse, f.eks. højdeændringer, alkoholforbrug eller sygdom.
Til at informere om klassifikationer og notifikationer, der ligger uden for et normalområde, bruger Vitalparametre en algoritme, der er udviklet ved hjælp af virkelige data fra Apple Heart and Movement Study. Det er forskningsarbejde, der har til formål at fremme forståelsen af forbindelsen mellem hjertesundhed og fysisk aktivitet.
Den nye app Vitalparametre vises på Apple Watch Ultra 2.
Med den nye app Vitalparametre kan Apple Watch-brugerne hurtigt se vigtige sundhedsmålinger, der er foretaget i løbet af natten, modtage notifikationer, når to eller flere målinger ligger uden for deres normalområde, og få en bredere kontekst til vurdering af deres sundhed.

Træningsbelastning

Træningsbelastning er en måling af, hvordan intensiteten og varigheden af en træningsaktivitet påvirker en brugers krop over tid – dette begreb anvendes af sportsudøvere og trænere på eliteniveau til at hjælpe med at optimere træningen og forbedre præstationer. Apple Watch giver nu brugerne unik indsigt i deres træningsbelastning, hvilket kan hjælpe dem med at træffe velinformerede beslutninger om deres træning hver dag, og især når de træner op til en begivenhed.
Apple Watch fastlægger en træningsbelastning over 28 dage, som består af et forholdsvist gennemsnit, der tager højde for både varigheden af brugernes træningsaktiviteter i dette tidsrum og intensiteten af aktiviteterne, som måles ved hjælp af en ny intensitetsmåling. Intensitetsmålinger er tilgængelige efter hver træning, så brugerne kan holde øje med, hvor anstrengende aktiviteten var på en skala fra 1 til 10, og populære kredsløbsbaserede træningsaktiviteter vil anvende en ny algoritme og en kombination af træningsparametre til automatisk at generere en estimeret intensitetsmåling, som brugerne kan justere manuelt. I forbindelse med træningstyper, hvor der ikke leveres et automatisk estimat – f.eks. styrketræning – kan brugerne stadig angive en bedømmelse af intensiteten efter hver træning.
I appen Aktivitet og appen Vitalparametre kan brugerne se, hvordan deres træningsbelastning de seneste syv dage ser ud i forhold til deres 28-dages træningsbelastning, kategoriseret som meget under, under, stabil, over eller meget over. På denne måde får brugerne et nyttigt indblik i, om den aktuelle belastning af deres krop bliver større, er den samme eller bliver mindre, så de kan tilpasse deres træning og opnå bedre resultater. Fitness-appen på iPhone kan vise yderligere oplysninger om den mulige indvirkning på deres form, hvis de fortsætter med at træne på det nuværende niveau, f.eks. potentielle ændringer i formen eller risiko for skader.
En brugers træningsbelastning, der er kategoriseret som “stabil”, vises på Apple Watch Series 10.
I appen Aktivitet kan brugerne se, hvordan deres træningsbelastning de seneste syv dage ser ud i forhold til deres 28-dages træningsbelastning, kategoriseret som meget under, under, stabil, over eller meget over.

Flere tilpasningsmuligheder for aktivitetscirkler

Med watchOS 11 kan aktivitetscirkler tilpasses endnu mere. Aktivitetscirkelmål kan nu tilpasses efter ugedag, så de passer perfekt til brugernes tidsplaner. Hvad enten brugerne har planer om en hviledag i træningen eller bare har brug for en dag uden træning, har de nu mulighed for at sætte cirklerne på pause en dag, en uge, en måned eller mere, uden at det påvirker antallet af gennemførte mål i træk. Fitness-appen på iPhone giver også brugerne mulighed for at tilpasse oversigtsfanen.
En brugers tilpassede aktivitetscirkelmål vises på Apple Watch Series 10.
Brugerne kan også tilpasse deres aktivitetscirkelmål efter ugedage, så cirklerne giver den rette mængde motivation på de rette tidspunkter.

Flere støttefunktioner under graviditet

watchOS 11, iOS 18 og iPadOS 18 tilbyder yderligere støttefunktioner til brugere, som logger en graviditet i appen Sundhed, så forandringer i deres fysiske og mentale sundhed afspejles i denne vigtige fase. I Apple Watch viser appen Min cyklus, hvor langt en bruger er henne i sin graviditet, og giver dem mulighed for at logge symptomer på ting, der ofte opleves under en graviditet. I appen Sundhed bliver brugerne også bedt om at tjekke ting såsom deres notifikationstærskel for høj puls, da pulsen kan have tendens til at stige under en graviditet.
Appen Min cyklus vises på Apple Watch Series 10 og iPhone 16 Pro.
Når brugerne registrerer en graviditet i appen Sundhed på iPhone eller iPad, viser Min cyklus-appen på Apple Watch, hvor langt de er henne, og de kan logge symptomer på ting, der ofte opleves under en graviditet.

En mere personligt tilpasset Smart stak-funktion

Smart stak er designet til at hjælpe brugerne med hurtigt at tilgå vigtige oplysninger fra enhver urskive og anvender nu intelligens til at tilføje og foreslå widgets baseret på klokkeslæt, dato, placering, daglige rutiner og meget mere, så det bliver endnu nemmere for brugerne at få adgang til funktioner på Apple Watch, når de har brug for dem. Nye widgets – bl.a. Fotos, Distance og Shazam – er nu også tilgængelige. Nye interaktive widgets giver brugerne mulighed for at interagere med en app direkte fra Smart stak, og Liveaktiviteter er nu tilgængelig på Apple Watch i selve Smart stak.
Den nu mere intelligente Smart stak-funktion vises på Apple Watch Series 10.
Smart stak er designet til at hjælpe brugerne med hurtigt at få adgang til vigtig information på enhver urskive, og i watchOS 11 er den endnu mere intelligent. Liveaktiviteter er nu også tilgængeligt på Apple Watch i Smart stak.

Tjek ind, appen Oversæt og scrolling med håndbevægelsen dobbelttryk

Tjek ind kommer til Apple Watch og kan tilgås direkte via appen Træning og Beskeder. Brugerne kan nu starte Tjek ind i det tidsrum, hvor de træner – uanset om det drejer sig om en løbetur om morgenen eller en tur i fitnesscenteret sent om aftenen – så en ven eller et familiemedlem kan holde øje med, hvornår brugeren bliver færdig med at træne.
Appen Oversæt, der nu er tilgængelig på Apple Watch, anvender maskinlæring til stemmegenkendelse og lynhurtig oversættelse, som brugerne kan benytte sig af direkte på håndleddet. Smart stak kan tilmed automatisk vise widgetten for appen Oversæt, når brugerne rejser til et sted, hvor der tales et sprog, som ikke er det sprog, der bruges på deres Apple Watch.
Håndbevægelsen dobbelttryk kan nu bruges til at scrolle gennem enhver app, hvilket gør det endnu nemmere at betjene Apple Watch med én hånd.

Nye urskiver

watchOS 11 introducerer tre nye urskiver:
  • Den opdaterede Fotos-urskive kan nu hjælpe brugerne med at vælge deres bedste fotos takket være maskinlæring, der giver anbefalinger baseret på æstetik, komposition og endda ansigtsudtryk. En tilpasset algoritme finder derefter den bedste komposition ved at optimere motivets placering i rammen og skabe en fornemmelse af dybde, og Fotos-urskiven tilbyder nu Dynamisk tilstand, så brugerne kan glæde sig over et nyt billede, hver gang de løfter håndleddet.
  • Urskiven Flux udnytter den større skærm og opdaterings­frekvensen på 1 Hz på Apple Watch Series 10 til at vise et flot grafisk design, der fylder skærmen op med farve sekund for sekund.
  • Urskiven Refleksioner har en markant, funklende effekt, der ændrer sig diskret i takt med brugerens bevægelser.
Urskiverne Fotos, Flux og Refleksioner vises på tre Apple Watch Series 10-enheder.
De nye urskiver i watchOS 11 – bl.a. den opdaterede Fotos-urskive, Flux-urskiven og urskiven Refleksioner – er designet til at udnytte den større skærm og hurtigere opdateringsfrekvens på Apple Watch Series 10.

Appen Tidevand

watchOS 11 introducerer den nye app Tidevand til Apple Watch, som kan hjælpe brugerne med at planlægge og nyde aktiviteter i åbent vand og holde sig orienteret om skiftende forhold. Brugerne kan få adgang til estimerede oplysninger for de næste syv dage om tidevandet ved kysten og på surfsteder over hele verden, som omfatter information om høj- og lavvande, tidevandets stigninger og fald, tidevandets højde og retning og tidspunkter for solopgang og solnedgang, alt sammen sat ind på en tidslinje. Brugerne kan også få vist strande i nærheden på et smart kort, og nye komplikationer viser en nem oversigt med aktuelle tidevandsoplysninger om deres foretrukne steder eller de nærmeste strande.
Den nye app Tidevand vises på Apple Watch Ultra 2.
watchOS 11 introducerer den nye app Tidevand, hvor brugerne kan få adgang til oplysninger for de næste syv dage om tidevandet ved kysten og på surfsteder over hele verden, herunder information om høj- og lavvande.

Yderligere opdateringer i watchOS 11

  • Flere træningstyper i appen Træning – f.eks. fodbold, amerikansk fodbold, australsk fodbold, udendørshockey, lacrosse, alpint skiløb, langrend, snowboarding, golf og udendørsroning – kan nu registrere distance. Rutekort er også tilgængelige for flere træningstyper.
  • Tilpassede træninger kan nu bruges til bassinsvømning, og en ny kø-visning for alle typer tilpassede træninger kan vise, hvad der resterer af det aktuelle interval, og give et overblik over det kommende interval.
  • Apple Kort omfatter vandreture i amerikanske nationalparker, og brugerne kan også oprette deres egne tilpassede vandreture og ruter til fods i appen Kort på iPhone. Disse ruter kan gemmes på Apple Watch og tilgås offline med trinvis rutevejledning selv uden en iPhone i nærheden.
  • Opsummerede notifikationer, drevet af Apple Intelligence, videresendes fra iPhone 16, iPhone 16 Pro, iPhone 16 Pro, iPhone 16 Pro Max, iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max til Apple Watch3
  • De nye billetter i Apple Wallet giver endnu flere oplysninger, f.eks. hvornår et spillested åbner, samt en liveaktivitet, som viser sædeoplysninger og andre relevante oplysninger øverst i Smart stak.4
  • Med Tap to Cash kan brugerne sende og modtage Apple Cash ved blot at holde deres Apple Watch tæt på et andet Apple Watch eller en iPhone5

Anonymitet

Anonymitet er et grundlæggende element i design og udvikling af alle Apples funktioner. Når en brugers enhed er låst med en kode, Touch ID eller Face ID, bliver alle brugerens sundheds- og fitnessdata i appen Sundhed krypteret – undtagen Nødinfo. Alle sundhedsdata, der sikkerhedskopieres til iCloud, krypteres både under overførslen og på Apples servere. Når iOS, iPadOS og watchOS bruges med standard-tofaktorgodkendelse og en kode, bliver alle data, der synkroniseres fra appen Sundhed til iCloud, end-to-end-krypteret. Det betyder, at Apple ikke har mulighed for at afkode dataene og derfor ikke kan læse dem.
Tilgængelighed
watchOS 11 fås fra i dag til Apple Watch Series 6 og nyere og kræver iPhone XS eller nyere med iOS 18. Nogle funktioner er ikke tilgængelige på alle enheder og i alle områder.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Notifikationer om søvnapnø er nu tilgængelige i mere end 150 lande og områder, herunder USA, EU og Japan. En komplet liste over områder kan findes på apple.com/dk/watchos/feature-availability. Funktionen understøttes på Apple Watch Series 9, Apple Watch Series 10 og Apple Watch Ultra 2. Funktionen har til formål at opdage tegn på moderat til alvorlig søvnapnø hos personer på 18 år og derover, der ikke har en søvnapnø-diagnose.
  2. Appen Vitalparametre bør kun bruges i forbindelse med almindelig velvære og er ikke beregnet til medicinsk brug.
  3. Intelligence-funktioner kommer næste måned i en betaversion som en del af iOS 18.1, iPadOS 18.1 og macOS Sequoia 15.1 og flere funktioner rulles ud i de kommende måneder. Funktionerne kommer til at være tilgængelige på iPhone 16, iPhone 16 Plus, iPhone 16 Pro, iPhone 16 Pro Max, iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max, iPad og Mac med M1 processorer og senere, med Siri og enhedssprog indstillet til US engelsk. Senere i år vil Apple Intelligence understøtte lokaliseret engelsk i Australien, Canada, New Zealand, Sydafrika og Storbritannien. I løbet af det kommende år vil Apple Intelligence udvides til flere platforme og sprog, såsom kinesisk, engelsk (Indien), engelsk (Singapore), fransk, tysk, italiensk, japansk, koreansk, portugisisk, spansk, vietnamesisk og flere sprog.
  4. Forbedringer til billetter i Apple Wallet er tilgængelige for events fra deltagende billetudbydere.
  5. Apple Cash-tjenester leveres af Green Dot Bank. Member FDIC. Apple Payments Services LLC, der er et datterselskab af Apple Inc., er en udbyder af Green Dot Bank i forbindelse med Apple Cash-konti. Hverken Apple Inc. eller Apple Payments Services LLC er en bank. Læs mere om vilkårene og betingelserne. Fås kun i USA på kvalificerede enheder.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

[email protected]

33 42 22 36

Apple Media Helpline

[email protected]

33 42 22 36